Download dokument () af 20
  • Danske virksomheder mangler stadig strategi for blackout

Blackouts er ikke længere et fjernt fremtidsscenarie. De er en reel risiko for drift og bundlinje, som virksomheder bør have en strategi for.

Hvad gør I, når strømmen går?

Da store dele af Spanien og Portugal gik i sort, blev det tydeligt, hvor afhængige vi er af en strømforsyning, der med en tiltagende afhængighed af sol og vind er mere sårbar over for driftsforstyrrelser. Og hvor vigtigt svaret på ovenstående spørgsmål er.

For virksomheder, der ikke har en blackout-strategi, er det svært at svare på. De vil blive efterladt på perronen, når konkurrenterne fortsætter driften gennem ustadigt vejr og geopolitiske kriser.

eaton-nick-luitwieler-cso-denmark-da-dk.jpg

I Danmark har vi en af de højeste andele af vedvarende energi i elnettet. 63 procent af vores elforbrug dækkes i dag af vedvarende energi. Vinden blæser bare ikke konstant, ligesom solen heller ikke altid er lige mødestærk. Med andre ord: Vi kalder det ikke vedvarende energikilder, fordi de leverer stabil strøm døgnet rundt, men fordi de ikke slider på planeten og dens ressourcer. Det er positivt og nødvendigt, men gør også elnettet mere sårbart.

Oven i den mere lunefulde grønne energi skal vi så lægge, at det danske samfund er et af de mest digitaliserede i verden, hvilket rummer en dobbeltsidet trussel. På den ene side gør det konsekvenserne ved et strømnedbrud så meget desto større for virksomheder, når det kommer til tab af data. Alt imens det på den anden side gør selve elnettet sårbart, fordi drift og balancering er afhængig af energisektorens adgang til cloudtjenester, som til syvende og sidst ligger uden for dansk kontrol. Det sidste bør – i en tid med geopolitiske opbrud – tages alvorligt af alle.

Virksomheders kritiske infrastruktur kræver et kriseberedskab

Coronakrisen kom bag på mange danske virksomheder. På forretningssiden måtte man asfaltere i takt med nedlukningen. For nogle kom pandemien som et lyn fra en klar himmel, men i praksis havde især større virksomheder mulighed for med inspiration fra andre lande at forberede sig på forskellige scenarier.

Når strømmen går, gør den det derimod uden varsel. Fra det ene øjeblik til det andet står produktionen stille, data går tabt, og medarbejdere mister adgangen til kritiske systemer. Når strømmen forsvinder i et produktionsanlæg, stopper båndene. I et datacenter risikerer man tab af data. Og enhver virksomhed har kritisk drift og systemer, hvor selv korte udfald betyder tabt omsætning, lavere produktivitet og mistet troværdighed over for kunderne. Alligevel er vores indtryk hos Eaton, at langt de færreste virksomheder har en egentlig blackout-strategi.

En sådan strategi handler ikke om at udvikle paranoia over hverken ustabilt vejr eller en mindst lige så ustabil geopolitisk situation. Tværtimod handler det om at se indad og have fuldstændig styr på, hvad virksomheden gør i en periode – kort eller lang – uden adgang til stabil strøm.

Tre skridt til en blackout-strategi

En blackout-strategi kræver selvfølgelig investeringer. Men det er en nødvendig forsikring i en tid, hvor både klima, geopolitik og digitale afhængigheder øger risikoen for strømafbrydelser.

Først og fremmest er det afgørende at virksomheder ved, hvor de er mest sårbare. Kort sagt: Kortlæg afhængigheder. Hvad sker der, hvis strømmen går i 10 sekunder – eller 10 timer? Hvordan påvirker det produktionen, datalagre, logistik og kundekontakt? Allerede her undervurderer mange rækkevidden og konsekvenserne af en strømafbrydelse.

Dernæst bør virksomheder investere i decentrale strømløsninger som solceller, batterier og intelligente UPS-anlæg, der kan sikre, at de ikke er 100 procent afhængige af elnettet. Særligt batterier er kommet langt i både pris og sikkerhed – og de nyeste LFP-batterier er både driftssikre, miljøvenlige og uden sjældne jordarter. En kombination af lokal energilagring- og produktion kan sørge for, at virksomhederne både kan opretholde driften og aflaste elnettet.

Vi kan heller ikke komme udenom digitalising. Men det skal ske med omtanke. Cloud-baseret styring har gjort elforsyningen smartere – men også mere sårbar. Se mod edge computing og Out-of-Band-management, der kan tilgå og styre netværket lokalt, selv hvis internettet eller strømmen svigter.

Kriseberedskab gavner ikke kun virksomheden

Når en virksomhed beskytter sig mod blackouts, beskytter den også det omkringliggende samfund. Strømafbrydelser rammer ikke kun bundlinjen, men også arbejdspladser, forsyningskæder og lokalmiljøer. I en fremtid, hvor både grøn omstilling og digitalisering øger vores afhængighed af strøm, er det nødvendigt, at erhvervslivet tager ansvar og forbereder sig på, at blackouts er en reel risiko – og ikke et fjernt fremtidsscenarie.